Personer med alkoholproblemer er særlig udsat for stigmatisering

Personer med alkoholproblemer rammes i høj grad af stigmatisering – ligesom andre der er genstand for stigmatisering som personer, der lider af (andre) psykiske sygdomme, stofafhængighed, ludomani m.fl. En gennemgang af 17 repræsentative befolkningsundersøgelser fra flere lande viser, at personer med alkoholproblemer i særlig høj grad er udsat for social udstødning, er omgærdet med negative følelser og associationer – og anses for selv at være årsag til egen situation. Forhold som utvivlsomt bidrager til at gøre det vanskeligt at tage alkoholproblemer op med andre – og søge hjælp.



Publiceret

18.12.10


Udgiver

Alcohol and Alcoholism - Oxford University Press


Kategori

Videnskablig Artikel


Alkoholafhængighed er både en af de mest alvorlige, men også mest forekommende psykiske sygdomme. Verdenssundhedsorganisationen WHO estimerer, at der er optil 76,3 millioner mennesker verden over som kæmper med alkoholproblemer. Alkoholafhængighed har ikke kun fysiske og psykiske konsekvenser, men også en negativ effekt på personers sociale relationer og interaktioner. Det stigma, som alkoholafhængighed fremprovokerer, kan også lede til manglende opsøgning af hjælp grundet frygten for at blive sat i bås som alkoholiker og derved opleve et potentielt tab af social status.  

Belysningen af den stigmatisering som alkoholproblemer fremprovokerer, sker på baggrund af en gennemgang og sammenligning af 17 udvalgte repræsentative befolkningsundersøgelser fra flere lande. Stigmatiseringen af alkoholafhængige sammenlignes især med den stigmatisering, som rammer personer med skizofreni og depression, fordi disse temaer blev belyst i 13 af de 17 undersøgelser.

Hovedresultaterne i oversigtsartiklen viser:

  • Alkoholafhængighed anses ikke i lige så høj grad som fx skizofreni og depression som en psykisk lidelse.
  • Personer med alkoholafhængighed anses ligesom personer med stofafhængighed og ludomani for selv at være skyld i deres sygdom – og med et større ansvar for lidelsen end personer der fx lider af en spiseforstyrrelse.
  • Ønsket om at lægge social afstand til personer med alkoholafhængighed er større end til personer med (andre) psykiske sygdomme – samt flere andre grupper der rammes af stigmatisering. I et tysk studie (2005) blev respondenterne konfronteret med spørgsmålet om ”hvem man ville have som nabo?”. 60% ville ikke have en person med alkoholafhængighed som nabo, tilsvarende var der 37% for personer som lider af skizofreni og 19% for personer som lider af depression. I en tværeuropæisk undersøgelse blev det samme spørgsmål stillet, men der var 12 minoritetsgrupper oplistet. Her ville 60% af de adspurgte ikke have ”personer med stort alkoholforbrug” som nabo, 40% ønskede ikke sigøjner som naboer (på linje med højreekstremister, som 37% ønskede at undgå som naboer).
  • Der er en udbredt opfattelse af at alkoholafhængighed skyldes en karakterbrist. I et tysk studie blev årsagen til at personer udvikler alkoholafhængighed udfoldet, her mente ¾ af de adspurgte, at årsagen var mangel på viljestyrke.
  • Alkoholafhængige patienter og skizofrene patienter, bliver begge i lige høj grad vurderet som farlige og utilregnelige. I studiet fra England (1998) vurderer 71% af de adspurgte, at personer med alkoholafhængighed er utilregnelig, 65% mente tillige at alkoholafhængige var farlige.
  • Særligt én undersøgelse tyder på, at personer med alkoholafhængighed i modsætningen til personer med depression og skizofreni, i høj grad vækker følelser af irritation, vrede og væmmelse, og i mindre grad følelser såsom empati, forståelse, medlidenhed samt et ønske om at hjælpe.
  • En tysk undersøgelse tyder på, at alkoholbehandling er det område, hvor befolkningen (i en simuleret øvelse med krav om at spare penge på opstillede områder), hyppigst mener, at pengene til behandling og forskning kan reduceres. Omvendt blev alkoholbehandling sjældent nævnt, da opgaven var at opliste de områder, hvor der under ingen omstændigheder kan spares penge.

Oversigtsartiklen viser alt i alt at personer med alkoholafhængighed generelt er udsat for en voldsom stigmatisering. Selvom det er nemt at forestille sig konsekvenserne heraf, er der ikke meget solid forskning som belyser effekten af stigmatiseringen – fx i hvor høj grad stigmatiseringen er årsag til at alkoholproblemer er tabubelagte, at sygdommen er groft underbehandlet (kun 7-10% af personerne med behov for behandling er i behandling) - og der i snit går mere end 10 år fra alkoholafhængigheden første gang manifesterede sig til behandling opsøges.



Fandt du denne artikel relevant?

Tak for din tilbagemelding!