Døden på tredje klasse

Hvordan er forholdene for plejepersonalet og for deres borgere/beboere, som er socialt udsatte ældre, i sidste fase af livet, når de plejes af personale, der ikke er oplært i palliation, set fra plejepersonalets synsvinkel? Og hvordan er forholdene i overensstemmelse med WHO's definition af og retningslinjer for palliativ indsats?



Publiceret

01.01.12


Udgiver

Aalborg Universitet


Forfattere

  • Birgitte Due Jensen Koch

Kategori

Masterafhandling


Birgitte Due Jensen Koch skriver i masterafhandlingens perspektivering således:

Afhandlingens konklusioner rummer en række perspektiver, som jeg mener fremadrettet kan udmøntes i handling til gavn både for de ældre socialt udsatte og for det personale, som varetager den palliative pleje af dem i den sidste fase af deres liv. Fokus er her på plejepersonalet, idet de udgør nøglen til, at beboerne kan opleve en god død, og særligt på at sikre arbejdsforhold for personalet, som ikke belaster dem unødigt psykisk, når de skal pleje døende beboere.

Først og fremmest bør der gøres en indsats for, at klager over smerter fra terminale, socialt udsatte mennesker med misbrug anerkendes og behandles. Behovet for forhøjede doser af medicin til både smertelindring, angst- og abstinensdæmpning for mennesker med misbrug bør komme i fokus. Misbrugere skal desuden, som alle andre, i alle tilfælde have en værdig pleje og behandling. Og plejen skal bygge på viden og omsorg. Der må derfor tages udgangspunkt i beboerens situation frem for i afdelingens rutiner og faste ordinationer. Hvis plejeren indledningsvist afdækker den døendes særlige behov, anerkender dennes angst og smerter og ikke mindst har vilje til og muligheder for at lindre smerterne, er grobunden for et godt palliativt forløb lagt. Det vil endvidere være gavnligt med fokus på total pain.

Dernæst mener jeg, at personalegrupper, der arbejder med døende socialt udsatte, bør tilbydes supervision. Denne kan finde sted enkeltvis, men personalet bør også have mulighed for at få supervision på gruppebasis med kolleger, da der efter min mening er megen viden og omsorg at hente i fællesskabet med andre, der arbejder under samme forhold.

Det vil være en fordel, hvis plejepersonalet inddrager Min sidste vilje, et dokument til at hjælpe med at få udtrykt ens sidste ønsker om egen død og begravelse, som led i det pædagogiske arbejde med beboerne og som en naturlig del af handleplanens udfyldelse. Dette kan bruges som redskab eller nøgle til at åbne op for ”den svære samtale”. Det ville desuden lette arbejdet, når begravelsen skal planlægges.

 Det er i min optik en god idé at kombinere nysgerrighed med kreativ tænkning og pragmatisk handling i palliativ pleje af socialt udsatte. Kreativ tænkning kan bl.a. foranledige en indsats for åndelig stimulering af beboerne, fx i form af religiøse tilbud. Nyere undersøgelser viser en klar sammenhæng mellem, hvor dårligt patienter synes at have det og hvor troende, de er. Ældre undersøgelser påviser desuden, at dybt religiøse mennesker har mindre dødsangst end andre.

I forhold til de konkrete institutioner, som indgår i undersøgelsen, er det blevet klart, at dele af personalet får lov til at undslå sig for at våge. Personalegruppernes arbejde kan i denne sammenhæng revurderes. Det vil være klargørende at få afdækket, om der blandt personalet er personer, som har personlige ressourcer til rådighed til at arbejde med døende, samt om der findes personale, som ikke kan eller vil arbejde med de terminale beboere. Hvis det er muligt, og det er i orden med arbejdspladsen, kan klare interne aftaler om, hvem der tager sig af hvad, i hvilke situationer, indgås. Hvis denne afdækning finder sted i plenum, kan den samtidig danne grobund for italesættelse af det, der er svært og tabubelagt.

Nærværende undersøgelse har vist, at det i stigende grad er påkrævet, at stadig flere faggrupper inden for sundhedsvæsenet er i stand til at håndtere kontakten til terminalpatienter, der i modsætning til tidligere nu lever længere med døden tæt på. Dette harmonerer fint med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at der skal undervises i palliativ indsats på relevante uddannelser, og at der skal være efteruddannelsesmuligheder for relevante faggrupper. Et højst relevant sted at tilbyde undervisning i palliation ville være på pædagogseminarierne, idet socialpædagoger ofte arbejder i socialpsykiatrien. Øget forskning på området er desuden essentielt. Sidst men ikke mindst mener jeg, at der er megen god og nyttig erfaring at hente i hospiceverdenens brug af frivillige. Der kan her hentes megen menneskelig omsorg og overskud, hvis der i socialpsykiatrien kunne skabes en frivillighedskultur, fx med vågekoner i den sidste svære tid.

Afslutningsvis vil jeg citere den amerikanske dødssociolog Michael C. Kearls maleriske ord: ”... at man med god grund kan mistænke de mennesker, der arbejder på hospice for, at de skjuler englevinger under deres uniform”. Det er et meget sigende citat, men ude i den ”virkelige verden” er det stadig kun et fåtal af de døende, der får lov at opleve den de luxe udgave af døden, som et hospice i dag tilbyder. Igennem denne afhandling har vi set eksempler på, hvordan visse medmennesker i Danmark anno 2011 oplever deres sidste tid, og hvilke forhold personalet arbejder under. Efter min mening er de rigtige hardcore ”engle” det plejepersonale, som denne afhandling har fokuseret på. Det plejepersonale, der dag efter dag, år efter år, tager sig af deres beboere uanset misbrug og kognitive problemstillinger og uanset, at de ofte bliver konfronteret med andres og måske oven i købet egen dødsangst.


Døden på tredje klasse.PNG

Døden på tredje klasse – den palliative indsats for ældre socialt udsatte

  • Publiceret

    01.01.12

  • Side

    53

Forfattere

Birgitte Due Jensen Koch

Download
489,1 Kb

Fandt du denne artikel relevant?

Tak for din tilbagemelding!